Kampen mod dampen

Ved første øjekast ligner de hinanden. Men ved nærmere eftersyn er der forskel. Et badeværelsesmøbel er ikke et møbel på linje med det, man kan have stående i enten køkken eller bryggers. Det skal kunne stå distancen hver eneste dag i en verden af damp, vand og kalk.

Badeværelser ER et vådt råd
Et vådrum karakteriseres ved, at der er et gulvafløb i rummet, og man skelner mellem henholdsvis vådzone og fugtigzone, hvor vådzonen er den vandbelastede del. I små badeværelser på under 3,25 m2 omfatter vådzonen dog hele rummet, og det gør, at møblerne meget let kommer i berøring med vand.

Undgå så vidt muligt at placere møbler i direkte forbindelse med vand. Står møbler direkte op af eksempelvis brusenichen og udsættes for direkte vandstænk, skal det altid tørres af – uanset hvilket møbel. Kan det ikke stå på andre måder, så sørg for at vælge de mest optimale materialer, placering og vedligeholdelse.

Vælg badeværelsesmøbler bygget til badet
Tager du ikke hensyn til de udfordringer der ligger i at møblere et vådrum, kan du hurtigt træffe nogle, på sigt, meget ærgerlige valg. Især hvis du ikke indretter dig med møbler, der er fremstillet til at modstå damp, vand, kalk og den daglige slitage. At noget ligner et vådrumsmøbel på overfladen, er ikke det samme, som at det er det.
Et baderumsmøbel skal altid være bygget til at kunne modstå fugtighed, og ved at vælge møbler fra professionelle badeværelsesleverandører er du sikker på at få løsninger, der kan tåle mosten. For de forkerte møbler i vådrum kan hurtigt blive en kostbar alliance, hvor en besparelse her og nu viser sig at være en rigtig dårlig investering på lang sigt.

Står ikke model til hvad som helst
Når de rigtige møbler er på plads, så pas godt på dem. For selv om møblerne er hårdføre, er det ikke alle kemikalier og hårdhændede metoder, de står model til. Et lille trick er at aftørre møblerne på overfladen efter badet, for på den måde at undgå kalkpletter ved fordampning af vandet. Så slipper du nemlig for at tage de helt skrappe metoder i brug ved almindelig rengøring. Du kan klare dig med en fugtig klud tilsat normalt rengøringsmiddel, og så ellers bare tørre af med en ren klud. Og husk, at metoder som skurepulver med slibemiddel, møbelpolish, ammoniak eller andre skrappe sager er bandlyst, da de kan nedbryde lakken. For hvem ønsker et badeværelse med ridser i overfladen?