Hold den rene linje - gode råd til rengøring

Et lækkert badeværelse er et rent badeværelse. Det kan godt betale sig at skænke hygiejnen en tanke, når du indretter dit badeværelse. Mange produkter kan give dig en hjælpende hånd i hverdagen.

Tænk praktisk i indretningen af dit badeværelse
Det kan sagtens lade sig gøre at tænke praktisk uden at du behøver gå på kompromis med design eller kvalitet. Overordnet set er det en god idé at tænke over, hvordan man får lagt flere arbejdsgange sammen til en. Vælg derfor møbler og inventar, der kan udfylde mere end én funktion. Et spejlskab kan eksempelvis både indeholde el-stik og forstørrelsesspejl, eller et spejl kan have indbygget lys, så du ikke skal rengøre lamper. Mulighederne er mange.

Det smudsafvisende toilet
Vil du gerne have et rengøringsvenligt badeværelse, er toilettet et godt sted at fokusere. Der fremstilles toiletter, der har en speciel overflade, hvor glasuren er brændt en ekstra gang, hvilket betyder, at toilettet i højere grad er afvisende over for smuds og vand og dermed lettere at holde rent. På mange nyere toiletter er det desuden muligt at klikke toiletsædet af, så det er lettere at rengøre. Det kaldes ”quick release”.

En anden mulighed er at vælge et toilet med lukket skyllerende, altså den kant der sidder helt oppe under toiletkanten, så slipper man for, at der samler sig kalk mm. som kan være svært at fjerne, da vandet kommer ud gennem nogle små huller. Desuden er et toilet med indbygningscisterne mere rengøringsvenligt end et almindeligt toilet, ligesom et toilet der hænger på væggen letter rengøringen på gulvet under og omkring toilettet.

God nicheviden – vælg den rigtige bruseafskærmning
Brusenichen er et andet område, hvor det er muligt at vælge løsninger, der er mere rengøringsvenlige end andre. En bruseafskærmning med Anti Plaque overflade får i højere grad vandet til at prelle af, så der ikke samler sig helt så mange små, grå dråber, der ofte giver et trist udseende. Inde i selve brusenichen kan fliser erstattes med glasplader, hvilket betyder at fugerne som ofte er svære at holde og bliver misfarvede, reduceres til en fuge i hjørnerne. Glaspladerne fås i flere farver og kan mixes på tværs, så de bliver en spændende detalje på badeværelset. På gulvet kan man lægge en rist langs den ene kant – så er det kun nødvendigt at lave ét fald, hvilket kan være en fordel, hvis man vælger store fliser. Herved undgår man at de skal skæres til og fuges. Undgå desuden at stille shampoo mm. på gulvet – det kræver ekstra rengøring.

Et rendyrket badeværelse
Selvom man vælger rengøringsvenlige løsninger i badet, vil badeværelset altid være et af husets mere rengøringskrævende rum. Et badeværelse hos en familie skal som hovedregel rengøres 2-3 gange om ugen. Langt de fleste overflader tåler ganske almindelig flydende ajax, men overflader som eksempelvis terazzo eller beton kræver særlig behandling. Behandl eventuelt fliser, armaturer og sanitet/glas med NanoCover, der er et flydende middel der får vandet til at prelle af. Behandlingen skal kun foretages en gang om året, og erstatter ikke den daglige rengøring, men gør det nemmere at holde badeværelset rent.

NanoCover forsegling er en slidstærk og effektiv overfladebehandling. Når forseglingen er påført og hærdet, kan den dog ikke fjernes igen. For at opnå optimal effekt af forseglingen er det vigtigt, at produktet påføres korrekt, og at det forseglede materiale ren- og klargøres inden behandling med NanoCover.

Gode råd fra Bad & Design
1. Gem så meget som muligt væk i skabe og skuffer

2. Vælg sanitet og inventar uden for mange kanter og indhak

3. Tør armaturer og fliser af efter hvert bad, så kalk ikke sætter sig fast

4. Vælg spejl med indbygget lys, så rengøres spejl og lampe i én arbejdsgang

5. Hæng alt op, så der står så lidt som muligt på gulvet og samlet støv