Spa - spa ikke

Går du med en drøm om et spakar på dit badeværelse, så er der ingen grund til ikke at forfølge den. For i bund og grund handler det om at kende sine ønsker og behov. Er de på plads, er det bare om at kaste sig ud i spa’ens vidunderlige verden.

Grundprincipperne – romantisk bad eller sjove bobler?
Der er en række grundprincipper, det godt kan betale sig at kigge lidt på. Og i valget af spakar er det vigtigt, man kender sine behov. Tænk på, hvad du vil bruge karret til - er i et par der gerne vil bruge karret til et romantisk bad i ny og næ, eller er I en børnefamilie, hvor børnene synes, det er sjovt med bobler?

Vand- eller luftmassage – eller måske begge dele?
Der er to grundprincipper inden for spa, der afhænger af, om du vil bruge karret til afstresning, opkvikning eller måske begge dele.
• Vandmassage. Er basis i alle spakar uanset pris, model mm. Det får dig til at slappe af ved hjælp af dyserne i karrets side
• Luftmassage. Kvikker dig op. Her sidder dyserne i bunden af karret og sørger for at blodcirkulationen bliver sat i gang

Spa’et skræddersys til dig
De fleste spakar kan skræddersys efter dine behov, og du kan ofte frit vælge, om du vil bruge karret til afslapning, opkvikning eller begge dele. Har du dårlig ryg eller en øm skulder kan massage være guld værd. Eller drømmer du om fodmassage? Det meste kan lade sig gøre, det er bare en spørgsmål om ønsker, behov og så selvfølgelig økonomi.

Et rent spa
Et sparkar skal naturligvis vedligeholdes, men det er ikke så besværlig og tidskrævende som mange tror. Det afhænger af typen af karret – nogle kar har et indbygget rensesystem, mens andre kar skal have et tilsat. Det er af hygiejniske årsager vigtigt at få tømt dyserne for vand. I kar med luftdyser i bunden bliver rester af vand blæst ud, mens vanddyser monteret i siden af karret bliver tømt, når karret tømmes. En god hygiejne er vigtig i et spakar for at minimere bakterierne. Bakterierne fra ens egen familie er ikke så farlige som bakterier fra fremmede mennesker.

Sådan renser du spakarret, der ikke har et indbygget rensesystem
Du renser dit kar med klortabletter. Du skal som hovedregel bruge 1 tablet pr. person, efter du har badet. Klortabletten renser både karret og de skjulte installationer, men kun for bakterier. Er vandet ikke voldsomt beskidt efter badet, så lad vandet blive i karret og tilsæt klortabletten. På den måde sparer du også på vandet. Lad vandet stå med tabletten i ca. 5 minutter, mens boblerne kører. Luk vandet ud, og skyl karret med håndbruseren for at få alle klorrester ud. Nu er spakarret rent udvendigt, det tager kun 10 minutter.

De indvendige rør
De indvendige rør skal også renses, men kun ca. hver 3. måned. Til det bruger du et specielt plejeprodukt. Det er vigtigt at følge brugsvejledningen på produktet, før du går i gang. Du fylder karret med rent vand, blander plejeproduktet i efter det blandingsforhold, der står på flasken, og tænder for systemerne. Efter ca. 5 minutter tømmer du karret, og skyller efter med håndbruseren. Det fjerner sæberester mm. i de inderste rør. Og så er dit kar rent og lækkert. Det tager under 10 minutter. Nogle af de lidt dyrere kar, har et rensesystem med plejevæsken indbygget til rengøring af de inderste rør.

Selve installationen kan gemmes væk
Det er et krav for spakar, at man skal kunne komme ind til teknikken i karret. Enten kan man montere et frontpanel på karret, som er lige til at klikke af - hvis dit spakar mures ind på badeværelset, skal det være det man kalder for en inspektionslem. Eller man kan lave en forlænget afsats ved siden af karret, som man eksempelvis kan sidde på. På den måde står teknikken ved siden af karret. Ligger badeværelset i forlængelse af eksempelvis et soveværelse eller et bryggers, er det også muligt at skjule teknikken i et skab. Det hele afhænger af dig og din bolig.